Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
oktober 2001
Den isolerede kulturlobby
Kulturens sædvanlige lobbyister kan være tilfredse med finansloven for 2002. Men regeringsalternativets forslag viser at lobbyisterne ikke har gjort arbejdet godt nok
CulturCommentar:
Kulturens finanslov for 2002 bliver status quo. Finansloven vil slet ikke gøre ondt på nogen, end ikke stille spørgsmålstegn ved tingenes tilstand. Mange vil selvfølgelig være skuffede over at pengestrømmene ikke er større. Men forude venter langt større problemer. Regeringsalternativet med partiet Venstre stiller en række forslag, som den nuværende regering vil afvise. Men, som kan blive aktuelle efter et valg.
Venstres forslag (se Valg uden kulturpolitik) sætter spørgsmålstegn ved eksistensen af centrale elementer i regeringens kulturpolitik, eksempelvis Litteraturrådet, Udviklingsfonden og Center for kultursamarbejde med udviklingslandene. Retorisk vil dette blive brugt til at vise, hvor kulturfjendsk Venstre er - sammenligningerne med Dansk Folkeparti og rindalismen er lige for.
Ser man på Venstres faktiske kulturpolitik i kommuner og amter, så holder denne retorik dog ikke vand. Der er naturligvis forskelle mellem kommuner domineret af Venstre og socialdemokratisk dominerede kommuner. Men slet ikke så væsentlige forskelle, som man får indtryk af i det landspolitiske. Eksempelvis er Farum den kommune, som bruger flest penge pr. indbygger til kultur (se Søndag Aften Arkiv). Lokalt er der altså en bedre forståelse for kultursatsninger end landspolitisk. Det skyldes blandt andet, at den lokale kulturpolitiske dialog er bedre udbygget end den landspolitiske.
Kulturlobbyen står foran en stor opgave, hvis man skal komme i dialog med det mulige regeringsalternativ.
Penge er så meget
I dansk kulturpolitik virker det eksorbitant, når Enhedslisten stiller samlede forslag om øgede udgifter på 40 mio.
I Sverige er det indenfor den kulturpolitiske konsensus, når finansloven for 2002 øger kulturudgifterne med 200 mio sek. Derimod er der langt fra konsensus om mindreindtægten på 1,3 mia ved afskaffelse af bogmomsen. Det politiske flertal for afskaffelsen af bogmomsen er snævert - men med bred folkelig opbakning bag "sagen" (se Svensk kultursatsning).
IT-Brancheforeningens forslag på 3-400 mio kr (se Kulturvisioner fra IT-folket) vækker ikke opmærksomhed i IT-kredse. På den partipolitiske scene vil ingen kalde IT-Brancheforeningens forslag for urealistisk, selv om beløbene er store.
IT-Brancheforeningen er ikke mæcener, men en fuldstændig almindelig interesseorganisation, som kan se en egeninteresse i at formulere kulturpolitiske forslag. IT-folket skriver ud fra egen virkelighed - kulturpolitik er et instrument til at styrke indholdet på nettet og dermed til at øge efterspørgslen efter applikationer til nettet. Det giver beskæftigelse i IT-branchen.
Der er bred opbakning til forslaget om digitalisering af kulturarven. Både Venstre og SF stiller samme forslag. I realiteten handler diskussion her om hvor mange penge og hvordan der skal sættes af.
IT-Brancheforeningens forslag om 100 mio til computerspilsmiljøet kan også få god opbakning. Det ligger allerede i kortene, at Kulturministeriets arbejdsgruppe om kunsten i netværkssamfundet vil komme med et sådant forslag (se Søndag Aften Arkiv).
IT-folket kan
IT-Brancheforeningen kan tilsyneladende det, som kulturlobbyen ikke kan: stille relevante og realistiske forslag om kulturudgifter. Men måske skulle kulturens organisationer og faglige organisationer til at interessere sig for digitaliseringen.
Har Dansk Forfatterforening leveret et samlet bud på digital kulturpolitik?, Billedkunstnernes Forbund?, Statens Kunstfonds repræsentantskab?, Statens Musikråd?. Eller paraplyorganisationen Dansk Kunstnerråd?
Disse års kulturpolitik har fokus på digitaliseringen. Når kulturens egne organisationer og institutioner ikke sætter dagsorden, må andre gøre det. Men det er måske også en fordel for kulturen, for IT-branchen er åbenbart i bedre dialog med den politiske bredde.
